Kronik: I Danmark må du gerne diskriminere mennesker, der bryder med normer for køn og seksualitet

Susanne Branner Jespersen, sekretariatschef, LGBT+ Danmark

Kronik trykt i Politiken, 24. juni 2020

Det er faktisk ikke helt til at vide, hvor jeg skal starte. For et par uger siden ringede telefonen på kontoret, og i den anden ende var Charlotte, en kvinde i 60’erne, som sammen med sin kone søgte optagelse i senior-bofællesskab. De var optaget, og skulle til samtale for at møde de andre beboere, men blev afvist af boligselskabets formand, allerede inden samtalen fandt sted. Begrundelse: ”Her tager vi kun rigtige ægtefolk.” Boligselskabet har senere ment, at de havde opfattet, at Charlotte og hendes kone var mor og datter, hvilket kan synes som en mærkelig forklaring, når samtalen forløb nogenlunde således:

Formand for boligselskab (lad os kalde ham Svend): ”Du kommer sammen med din mand, ikke?” Charlotte: ”Nej, Svend, jeg kommer da sammen med min kone – det står jo også i vores ansøgning.”

Svend: ”Jamen, øh… det må jeg lige snakke med bestyrelsen om. Det ved jeg ikke lige hvad …. Altså, her tager vi jo kun ægtefolk.”

Charlotte: ”Jamen… vi er da også gift. Det har vi været i 25 år?”

Svend: ”Nej, altså… jeg mener jo, sådan, rigtige ægtefolk.”

Selvfølgelig kan vi ikke bevise noget, samtalen var mundtlig og noget kan være gået tabt i genfortællingen. I hvert fald har Charlotte og hendes kone rimelig meget mistet lysten til at bo i lige netop dét boligselskab med lige netop dén formand.

Samme uge modtager vi en henvendelse fra et andet lesbisk par, der lige er blevet forældre. Den ene mors arbejdsgiver kan ikke få refusion for barsel, før hun har registreret sig ….. som far. Officiel besked fra Udbetaling Danmark (vi har skam en kopi af brevet). For at føje spot til skade, har samme mor i alle papirer fra Rigshospitalet gennem hele parrets fertilitetsbehandling og ved samt efter fødsel, konsekvent skullet skrive sig ind som far, skrive under som far, registrere sig som far, møde op som far. I Danmark har det siden 1999 været muligt at registrere to juridiske forældre af samme køn til et barn. Alligevel bliver man – her 21 år senere – stadig registreret ifølge CPR-loven som mor og far (som så bliver omdøbt til medmor, men stadig står i systemet på den kønnede plads ”mand”). Og i mange systemer rundt om i landet retter man stadig ikke derefter – pladsen er tildelt en mand (ifølge CPR-loven) og derfor skriver man/registrerer man en far. Det viste sig senest i efteråret, da det nye skole-hjem kommunikationssystem Aula blev lanceret – og samtlige regnbuefamilier i Danmark pludselig stod forkert registreret, fordi dét havde man ikke lige tænkt på. Hundredevis af mødre med ét slag gjort til far. Det burde være nemt at tilrette formularer fra offentlig-Danmark derefter. Computere plejer vist at være meget gode til at kende forskel på de lige og ulige tal, vi stadig identificeres med i alle systemer.

Inde hos os i LGBT+ Danmark vil vi gerne gøre noget for at hjælpe både Charlotte og det nybagte forældrepar. Charlotte har selv taget sine kampe, og nybagte forældre har brug for ro og opbakning. Og for os at se er det to oplagte sager om diskrimination og forskelsbehandling. Så lad os starte med hvordan man indberette sådan nogen sager.

Det kan man i Danmark nemmest gøre ved Ligebehandlingsnævnet, som er en administrativ klageinstans, placeret i Ankestyrelsen. Det er en nem og tilgængelig instans, som alle borgere i Danmark kan rette henvendelse til, hvis de har oplevet forskelsbehandling og/eller diskrimination. Eller det vil sige. Den adgang har man, hvis man er blevet diskrimineret på baggrund af sit køn (ret snævert forstået som mand/kvinde, ikke et ord om non-binære her), et handicap eller sin etnicitet. Men ikke hvis man er blevet diskrimineret på baggrund af sin seksuelle orientering. Dét kan de desværre ikke hjælpe med. Ikke når diskriminationen eller forskelsbehandlingen er foregået udenfor arbejdsmarkedet. Til gengæld kunne vi sådan set godt køre en sag ved domstolene. For det almindelige diskriminationsforbud gælder også vare- og tjenesteydelser, herunder boliger, så man kan gå til domstolene og klage – med hvad deraf følger om at løfte bevisbyrden, sagsomkostninger osv. Så selvom loven siger, at man ikke må diskriminere på baggrund af seksuel orientering, så har homo,- bi- og panseksuelle ikke adgang til at klage over diskriminerende behandling udenfor arbejdsmarkedet ved Ligebehandlingsnævnet.

Så vi kan altså lægge sag an mod henholdsvis boligselskabet og staten selv – altså den stat, som selv har lavet en lov mod diskrimination, men ikke selv overholder den og som yderligere også har opstillet en forhindring for at vi kan klage til det Ligebehandlingsnævn, der skal sikre at borgere i staten er lige for loven.

Forvirret? Ja, det er de fleste andre mennesker også. Der er i det danske lovkompleks total forvirring hvad angår beskyttelseslove for hele vores målgruppe. Beskyttelseslovene – herunder ligestillingsloven, ligelønsloven, ligebehandlingsloven, forskelsbehandlingsloven, lov om etnisk ligebehandling, lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af race mv., straffeloven §266b og 81 nr. 6 – beskytter forskellige grupper mod diskrimination og forskelsbehandling på forskellige områder. Nogle typer af sager skal behandles strafferetligt, andre arbejdsretligt og nogle sager kan behandles administrativt ved Ligebehandlingsnævnet, andre kan ikke. På arbejdsmarkedet gælder ét sæt regler, på gader og stræder et andet. Seksuel orientering er kun inkluderet i den lovgivning, der gælder for arbejdsmarkedet. Kønsidentitet, kønsudtryk og kønskarakteristika er ikke eksplicit dækket i nogen lovgivning – ikke engang i loven om hadforbrydelser. Det er uigennemskueligt, og det betyder uensartet beskyttelse af forskellige befolkningsgrupper.

Strategi nummer to kunne være at løfte sådanne sager op til medierne – få opmærksomhed på det, få belyst problematikken gennem en konkret case. Dét kan nogle gange godt skubbe tingene i den rigtige retning. Men ugen efter jeg havde talt med Charlotte og det lesbiske forældrepar, ramte sagen om Ali Sivandi’s ualmindeligt ugennemtænkte udstilling af sin egen åbenlyst fobiske indstilling til mennesker, der bryder med normer for køn og seksualitet landet. I en video, som han selv optager, kommer Ali med nedsættende tilråb til Aleksander Aarstad – ingen foregående hændelser, Aleksander går på gaden i sit foretrukne tøj (kjole og høje hæle), Ali råber efter ham, optager det – og lægger det på Instagram, uden samtykke fra Aleksander. Aleksander beder om at få videoen fjernet. Én af Aleksanders venner, Elijah Ali, reagerer ved at starte en Instagram-kampagne, hvor Ali Sivandi bliver overdænget med regnbueflag. Resten kan man selv læse sig til.

Og selvfølgelig skal sådan en historie frem. Men imens ligger historien om Charlotte, hendes kone og boligselskabet på et redaktionsbord et sted, og venter. Sagen om det lesbiske forældrepar har

vi opgivet at sælge ind nogen steder. Sidste uge lukkede jeg så med en henvendelse fra en journalist, hvis redaktør gerne vil sikre sig, at en artikel om regnbuefamilier ikke opfordrer til ulovligheder. Spørgsmålet lyder helt konkret: ”Min redaktør beder mig gøre det fuldstændigt klart, hvorfor det er lovligt at lave en regnbuefamilie.” Fra en redaktør i Danmarks Radio. Jeg selv blev inviteret i Deadline sidste år – fordi Sebastian Dorset, en ciskønnet, heteroseksuel hvid mand våndede sig over at skulle identificeres som ”ciskønnet”. Alt godt at sige om Sebastian Dorset, samtalen var god, nysgerrigheden oprigtig – men helt ærligt, mediestand: Der foregår reelle, konkrete rettighedskrænkelser hver uge – er det virkelig kun dem, der involverer kendisser, der opfattes som ”relevante” nok? Et selvkritisk blik på egen praksis ville være klædeligt her.

Det er fakta, at seksuel orientering hører til blandt de dårligst beskyttede kategorier i Danmark. Kønsidentitet, kønsudtryk og kønskarakteristika er slet ikke nævnt i beskyttelseslovene. Så når politikere og andre reagerer med forfærdelse på Ali Sivandi’s latterlige opførsel, som i mine øjne er en åbenlys hadforbrydelse (nedsættende tilråb på gaden, diskrimination på baggrund af kønsudtryk, dele videooptagelse uden samtykke), og udtaler sig om at det jo ikke er lovligt i Danmark, så er det faktisk ifølge loven ret nemt at slippe afsted med.

I denne uge fik LGBT+ miljøet i USA en kæmpe sejr: Højesteret afgjorde på basis af 3 konkrete sager, at diskrimination på basis af køn også omfatter kønsidentitet og seksuel orientering. Vi har lignende mindre sager i Danmark, der stadfæster det samme – men også en dommer, der har forsøgt at stille spørgsmålstegn ved om det virkelig passer. Hvad er modstanden mod at få det specificeret på lignende vis i dansk lovgivning? Spørgsmålet stilles her til justitsminister Nick Hækkerup.

Strategi nummer tre kunne være at mobilisere en så stor offentlig modstand, at både medier og politikere begynder at tænke, at det ville være opportunt at gøre noget. Dét ved vores miljø heldigvis en del om, og virkelig seje aktivister etablerede på kort tid over pinsen landsdækkende aktioner på baggrund af dét, Aleksander Aarstad var udsat for. 500 mennesker samledes for eksempel foran Christiansborg tirsdag eftermiddag under sloganet Lev og Lad Leve, for retten til at kunne leve i fred og som protest mod det store antal hadforbrydelser, som LGBT+ personer udsættes for. På hjemmesiden levogladleve.com kan man lige nu gå ind og læse personlige beretninger – det er stærk kost. Det sker lige nu. Og vi har ikke samme værktøjer som alle andre borgere til at kunne anmelde det.

For at føje spot til skade, så undrer det mig, at det kan komme bag på nogen som helst folkevalgte i dette land, at det forholder sig sådan. LGBT+ Danmark har de sidste mange år påpeget udfordringen med manglede beskyttelse af LGBT+ personer. Vi har løbende indsendt forespørgsler med konkrete forslag til forbedringer af beskyttelseslovene til gennem tiderne skiftende ligestillingsudvalg, justitsministre og ligestillingsministre. Vi har bragt det op overfor FN i forbindelse med Danmarks menneskerettigheds-eksamen (Universal Periodic Review) i 2016. Vi påpegede det i forbindelse med valget i 2019. Vi indsendte ønsker om relevante lovændringer til alle relevante ordførere i løbet af sidste efterår. Vi påpegede i efteråret udfordringen med CPR-loven til Social- og Indenrigsministeren. Svaret har hele tiden været, at man ville kigge på det. Man tog det til efterretning. Så var svaret, at vi måtte vente på en lovgennemgang, der ville komme i januar 2020, og som var en del af den handleplan på LGBT+ området, som den tidligere regering

vedtog. Men så skete der ikke så meget. Nu er forklaringen at alting er forsinket på grund af corona. Vi kan forvente en udmelding til efteråret 2020.

Jeg gider faktisk ikke vente mere. Jeg synes det er decideret pinligt at ansvarlige politikere i vores egen regering ikke engang er klar over, at i Danmark er LGBT+ personer ikke lige for loven. Jeg synes det er pinligt at skulle forklare Charlotte og hendes kone og et nybagt forældrepar, at dét kan vi desværre ikke gøre så meget mere ved, andet end at prøve at få løftet sagen op i medierne og til politikere, der i årevis har vendt det døve øre til. For derefter ikke engang at kunne komme igennem til medierne, fordi en eller anden kendis i mellemtiden har blameret sig så meget med sin egen tåbelighed på samme område, at hans opførsel fylder hele mediefladen. Så meget LGBT+ stof kan der heller ikke være plads til (det må vi lige forstå, jo).

Så her kommer en liste, for at gøre arbejdet nemt:

· Indfør et generelt forbud mod diskrimination

· Stop den ulige adgang til Ligebehandlingsnævnet

· Indskriv kønsidentitet, kønsudtryk og kønskarakteristika som beskyttelsesgrunde i beskyttelseslovene og i strafskærpelsesbestemmelsen for loven om hadforbrydelser

· Opdatér CPR-loven, særligt med henblik på at få ændret styk 7 i Bilag 1 til lovens bekendtgørelse, så man fremover registrerer forældre med deres rigtige køn

Så skal vi i LGBT+ Danmark nok køre de sager, der skal køres, indtil alle har forstået, at selv i Danmark er LGBT+ personer beskyttet mod diskrimination og forskelsbehandling. Uanset hvor og hvordan det forekommer.

Hvor lang tid kan det tage?